|
Engelsk Setter:
Den engelske setter er en ideel jagt- og familiehund. Med sit smukke ydre er den en fryd for øjet, når den afsøger marken og pludselig snurrer rundt i en intens stand. Den gode pels gør den robust og velegnet som ledsager på såvel ande- som skovjagt. I skoven og plantagen har den klart sin force som den bedste hund en sneppejæger kan ønske sig.
I hjemmet er den blid og venlig. Kort og godt verdens bedste ”klappehund”.
Den Engelske Setter som dansk jagthund:Omkring midten af forrige århundrede fandtes der i Danmark en fuglehund, der ofte benævntes den langhårede hønsehund. Disse var almindeligvis røde eller sorte med hvide aftegninger. Danmark var imidlertid det land i Norden, som havde de første stående fuglehunde - omkring 1800- tallet, idet vi i norske og svenske skildringer, hører om danskere, der havde deres stående fuglehunde med på jagt i disse lande. Allerede i første fjerdedel af 1800-tallet havde købmand Drejer fra Als indført flere hønsehunde til Norge og skød ryper i massevis ved Tromsø. De første Engelske Settere af betydning kan føres tilbage til begyndelsen af 80'erne, men det er først efter stiftelsen af Dansk Jagtforening og senere Dansk Kennel Klub, at der blev opbygget et kynologisk oplysningsarbejde, og ved udgivelsen af den første hundestambog i 1890, at der rigtig kom skred i tingene.
Engelsk Setters eksteriør:Den Engelske Setter er en middelstor hund med stramme linier, som skal virke elegant i fremtræden og bevægelse. Størrelsen. Skulderhøjde for hanner 65-68 cm og for tæver 61-65 cm. Farve: Sort/Hvid (Blue belton), Orange/Hvid (Orange belton), Lemon/Hvid (Lemon belton), Leverbrun/Hvid (Liver belton) eller Tricolour, dvs. Blue belton med Tan eller Liver belton med tan. Der foretrækkes hunde uden store, farvede partier på kroppen, men spættede (belton) over det hele. Temperament: Meget aktiv med intens jagtlyst. Overstrømmende venlig og godmodig.
Vil du vide mere om den engelske setter eller Engelsk Setter Klub i Danmark, så klik ind på www.engelsksetterklub.dk
|
Galleri:
klik på billederne for zoom
|