Den 12 og 13. august deltog 12-årige Asta Marie Ahm-Hansen på verdensudstillingen i Amsterdam med femårige Gammel Dansk Hønsehund Zeta.
Og det gjorde hun godt. Faktisk så godt, at Zeta blev kåret som bedste tæve og fik dermed titlen Verdensvinder.
Asta Marie var også tilmeldt juniorhandling i Amsterdam, hvor hun gjorde et rigtigt godt stykke arbejde lørdag, men det er svært at komme til tops blandt rigtig mange andre juniorhandlere fra hele verden.
Søndag skulle Asta Marie og Zeta forsøge sig igen med juniorhandling, desværre missede det endnu en gang ved præ-udtagelsen. Men med den rette sportsånd heppes der selvfølgelig på den eneste danske deltager, der kvalificerede sig.
I alt var mere end 100 juniorhandlere tilmeldt konkurrencen i Amsterdam, så der har været en hård konkurrence.
Asta Marie havde sin debut på udstilling for tre år siden med stor succes. Så var interessen lagt, og nu har juniorhandlingen den helt store interesse. Forældrene Lisbeth og Rene Ahm-Hansen kører gerne landet – og nu Europa – tyndt for at støtte Asta Marie.

 

Asta Marie 2

Fuld fart på for Asta Marie og Zeta. Privat foto.

 
Før turen til Amsterdam har Asta Marie deltaget på forskellige udstillinger. I Fredericia i år blev hun placeret som nr  3. I Billund den 3. og 4. august lod hun sig ikke nøje og tog 1. pladsen begge dage. I Billund førte hun også Zeta på udstillingen og fik titlen BIM – bedst i modsat køn – med hjem. Herudover førte hun også ruhårshvalpen Birkemosens S. Rosso til et SL – særdeles lovende.
På FJD´s udstilling i Vissenbjerg blev Zeta BIR – bedst i race – selvfølgelig med Asta Marie i en anden ende af linen. Den kommende weekend drager Asta Marie og Zeta til Bornholm, denne gang uden forældrenes heppekor.
Der er en meget ivrig flok juniorhandlere i Danmark, men kun at par fører jagthund.
Juniorhandling går ud på at vise samarbejde mellem fører og hund, der er et særligt regelsæt tilknyttet. De er fordelt på to aldersgrupper. Hver aldersgruppe vises for sig, og dommeren udvælger fire hunde og hundeførere til at gå videre. Herefter vises de to gange fire, og dommeren skal placere de fire bedste.
I Amsterdam blev udvælgelsen foretaget på en noget anderledes måde med løbende udvælgelse.
Vi er mange, der ønsker Asta Marie held og lykke på Bornholm – og vi glæder os til at møde hende i marken med Zeta.

CJ