Agerhønejagt er jagt af høj kvalitet, når det drives med stående fuglehunde. Det er den jagt, mange ejere af stående hunde venter på hele året.

 

Tekst og foto: Flemming Østergaard

 

Der var stand ude i kartoflerne . Hundene stod næsten side om side, gordon setteren lidt foran pointeren. De var tæt på. Hundene dirrede af spænding. Fuglene trykkede lige foran. Vi havde nok regnet med de lå der, for den store flok som hundene ikke kunne sætte på stubben havde taget retning af bakken og kartoffelmarken.
Roligt gik vi op mod hundene. – Avance! Begge røg frem i et vældigt spring, og i et brus gik flokken på vingerne. Vi skød alle tre, og fire høns måtte tilbage, hvor de kom fra, så der også kunne blive en anden runde for hundene. Det varede da heller ikke længe, før pointeren sad foran os med årets første agerhøne. Sceneriet var, som det skulle være. Sol, drivende skyer og skjorteærmer, energiske hunde og hurtige høns, der lettede til lyden af mange vingers brusen.

 

Hundene er det væsentlige
Jeg prøver gerne at fastholde netop dette øjeblik – bruset. Jeg glæder mig hvert år usigeligt til det. Jeg dirrer lige så meget som hundene af spænding. Og så kommer det. Det er sket jeg har glemt at skyde, fordi jeg forsøger at fastholde bruset længst muligt, indprente mig alle detaljer og lade mig beruse over at forventningens glæde endelig er udløst.
Vi gik over midtjyske terræner en blanding af stub, græs, kartofler, heder og enge. Høns var der nok af. De kaldte alle vegne, og vi havde fået flokkene spredt godt og grundigt. Vi var en lille flok entusiaster, som alle havde glæden ved hundearbejdet og en god oplevelse til fælles.
Egentlig er det oplevelse, det drejer sig om. Selvfølgelig gælder det om at skyde noget, når man er på jagt. En påstand om det modsatte er noget vrøvl og dobbeltmoralsk. Men det gælder ikke om at skyde mest muligt, men om at få kvalitet i jagtudøvelsen.
Nej, der er ikke meget der kan måle sig med hønsejagt. Her kan den enkelte skudsituation blive en sublim kulmination på veludført hundearbejde, så den enkelte oplevelse i sig selv bliver noget særligt der adskiller sig fra den forrige og fra den næste.

 

IMG_6842

Agerhøneflokken er bragt til flugt. Hundene forholder sig rolige.

 
Det er drømmen om hønsejagt, der holder det hele i gang. Lige meget hvornår jeg færdes i terrænet med hunden, om det er forårstræningen på parhøns eller sommerens apporteringsaktiviteter, så er det drømmen og længselen efter hønsejagten, der sidder bag ved det hele. Det er drømmen om den fuldkomne nydelse af en hunds arbejde, der kulminerer i bruset fra agerhøneflokken. Det er længselen efter den eufori, der opstår i de få sekunder hvor det er i min magt at afgøre, om den lille brune fugl skal leve eller dø.
Naturligvis tæller alle mål i en fodboldkamp men……  Hundene er og bliver det centrale på agerhønsejagt. Derfor skal det foregå med energiske og dygtige fuglehunde. Måske er det nostalgi.. Jeg er lige glad. Hvis det er nostalgi vil jeg have lov til at være nostalgiker. Hvis udviklingen er løbet fra de dygtige fuglehunde, så vil jeg være med til at bremse udviklingen lidt og have lov til at have denne æstetiske dimension med i min jagtudøvelse.
Har man terræn nok og vejret er til skjorteærmer, kan man ikke nøjes med en enkelt eller to hunde. De fleste holder ikke mange timer, så det er godt at have reserverne med.
Vi begav os ud i heden med friske hunde, fordi flere flokke havde søgt lyngens dækning, efter at vi havde haft dem for på stubben. Det er pragtfuldt at jage høns i heden. For det første passer hele sceneriet sammen. Store flader hvor man kan nyde fuglehundene. For det andet trykker hønsene godt i heden, da de ikke så let kan løbe fra os som i kartoflerne.
Vi nød synet. Det ihærdige søg som pludselig blev afbrudt af, at hunden kastede sig rundt og naglede hønsene. Eller den næste scene hvor hunden gik ned i tempo, blev lav i benene og næsten sneg sig frem i vinden for pludselig at slå fra, gå 20 meter under vind og så bang. Der lå flokken.
Det var virkelig stabilt arbejde, og de gjorde det  med begejstring. De sekunderede hinanden og opførte sig ordentlig under opflugt og skudafgivelse, som det nu sømmer sig for rigtige fuglehunde. De fandt hurtigt de skudte fugle, for naturligvis skal de være gode apportører. En død agerhøne fylder ikke meget i den store hede, og en knap så død kan hurtigt være over alle bjerge.

 

IMG_1603

Der er stand. Hønsene ligger lidt længere fremme i stubben.

 
Alt var i orden den formiddag (det behøver det ikke altid at være) og det gav mange gode situationer og en del høns på tasken; men hunde bliver trætte, og det gør mennesker også, så godt middag koblede vi de firbenede og traskede ad den lille markvej op mod de ventende madpakker og en velfortjent øl fra køletasken, hundene måtte dog nøjes med vand.

 

 

Alt slutter
Det kan vel ikke undre, at vi snakkede jagt og specielt hunde, for vi var alle optaget af dette at have bedst mulige hunde som grundlaget for fin og kultiveret jagt. Det kan heller ikke være anderledes end, at man sådan en dag i en sådan snak hænger lidt i minderne. Vi husker jo hundene. Vi husker jo dagene, hvor nogle af hundene gav ren opvisning, og hvor de næsten overgik sig selv og glemte sig selv og egne behov, fordi jagten berusede dem i en sådan grad, at de ikke registrerede signalerne i kroppen.
Det er minderne om alle disse hunde, som er med til at holde live i drømmene om hønsejagt. Det er alle disse dejlige hunde, som på trods af alle de problemer moderne landbrug byder os i forhold til agerhøns og agerhønsejagt, får os til fortsat at frembringe gode hunde og knokle for at skabe mulighed for hønsejagt blot et par gange hvert efterår. Jagt med stående hund efter høns i september er jagt af så høj kvalitet, at ingen anden jagtform her til lands efter min mening kommer op på siden af det.

IMG_3719

Når man jager i store kartoffelmarker har både jægere og hunde brug for en pause.

 
Efter en lang frokost fortsatte vi yderligere et par timer med at gøre indhug i de mange flokke. Hundene var udhvilede og tændte på ny.
Hvad der var årsagen, kan det være svært at gisne om. Men et faktum var det, at en af hundene pludselig gik “agurk” midt på eftermiddagen. Med et havde den glemt alt om dressur. I hvert fald prellede den nu for fuld udblæsning i opflugten, og sandelig om den ikke bare gik et par enkelte høns op uden at vise den mindste smule anger. Der var kun et at gøre. Koble og ikke mere jagt den dag.
Fra den eftermiddag vil en situation blive ved med at stå lysende klar i min erindring. Pointeren havde taget stand i kanten af nogle spredte fyrbuske og blev øjeblikkeligt smukt sekunderet af min gamle hund som skulle have lov til at opleve hønsejagtens beruselse endnu en gang. Alene dette syn er på en blomstrende hede under en blå septemberhimmel en pragtfuld oplevelse i sig selv. På ordre gik pointeren frem og rejste fire agerhøns af hvilke den ene straks faldt dødskudt medens en anden forsvandt langt ud over heden men tydelig ramt. Pointeren apporterede hurtigt den dødskudte medens den gamle fik besked om at gå efter den anskudte.
Vi stod og så den blive mindre og mindre, jo længere den kom ud i heden. Somme tider søgte den på kropsfærten, somme tider på foden. Pludselig så vi pletten blive rolig. Der havde den altså gemt sig. Vi var så småt begyndt at bevæge os ud til hunden, da den røg frem, dykkede ned i lyngen og apporterede. For fuld fart gik det tilbage til os, og det var en stolt hund og en tilfreds ejer der sammen afsluttede denne situation.
Da skyggerne blev lange, og galgerne tunge, vendte vi næsen hjemad. Lige som kunstmaleren på et eller andet tidspunkt lægger det sidste penselstrøg og med et ved, at nu er han færdig, så vidste vi også, at nu var dagen slut. Hunden traskede træt bag efter mig. Den havde fået endnu en dag med liflig duft af høns, og den havde klaret det.
Vi havde haft en fin dag. Vi havde nydt hinanden selskab, og vi havde været i selskab med gode hunde. Vi havde set høns. Vi havde gået mange kilometer, og vi havde fået et pænt udbytte af dagens anstrengelser. Vi kunne ikke opleve mere der kunne gøre dagen bedre. Det var ikke muligt at tænke sig situationer som ville have øget oplevelsesgraden. Vi havde ikke mere at gøre den dag.

IMG_1579

Vi havde fået høns på tasken.

 

Se film om stående jagthunde her…