Endelig sker der noget. Nu er der kommer fokus på faunaen i agerlandet, først en katastrofal mangel på insekter og så den store nedgang i de fuglearter, som holder til i det åbne land, herunder agerhønen.
Det var den helt store historie i medierne i går takket være Dansk Ornitologisk Forening. Det var også meget fint, at man ikke som sådan ”skød” på landmændene, men blot forklarede, at det var udviklingen over de seneste 50 år, der var den store synder.
Det er nemt nok at forstå, hvis man f.eks. ser på billedet herunder. Det er min bedstefaders gård, hvor jeg stadig færdes. Der er ca. 25 tdr. l. og så sent som i begyndelsen af 70-erne, hvor det var min onkel, der havde gården, var der marker med forskellige afgrøder, som angivet ved hjælp af de gule streger. Det var ikke blot forskellige afgrøder, men mellem hver mark var der også et lille skel på ca. en meter med græstotter og lidt blomster. Samtidig med blev det hele ikke dyrket så intensivt. Der blev heller ikke kørt med grønthøstere og brugt vandingsmaskiner.
I dag er der to marker takket være landevejen samt et stykke eng. Alligevel er det dog fortsat et rimelig godt sted for faunaen, fordi vi bl.a. har fredede markdiger med beplantning, brede grøftekanter og nogle udyrkede randzoner.

 

bedstefars gaard.indd

Sådan så det ud på min bedstefars gård i begyndelsen af 1970-erne.

 
Andre steder står det langt værre til. På mange egner er der i dag enorme marker på over 100 ha, og det giver hverken variation eller levesteder for insekter og fugle.
Heldigvis har vi landmænd, som så småt er ved at vise vejen. Eskjær-projektet i Salling, Carl Christian Pedersen ved Dronninglund (sidste års modtager af FJDs Markvildtpris) og Tonny Lønne i Rejsby samt de mange projekter Faunapletter på agerjord, der i disse år breder sig ud over landet.
Man må håbe, at de ved eksemplets magt kan være med til at få mange flere landmænd med til at gøre en lille indsats, for problemet lige nu er, at det er vanskeligt at få sammenhæng i tiltagene. Der er simpelt hen for lang afstand mellem de enkelte initiativtagere.
Man må også håbe på, at politikerne nu endelig kan se problematikken og sammen med landbrugets organisationer strikke støtteordningerne  og regler således sammen, at hver enkelt landmand tilskyndes til at yde en indsats til gavn for øgede naturværdier i landskabet.

 

Annette Laursen

Gulspurven er en af de fuglearter, der er gået

stærkt tilbage. Foto: Annette Laursen.

 

 FJD har i mange år påpeget vigtigheden af denne indsats. Der er samlet tilstrækkelig viden om, hvad der skal til for at vende udviklingen. Vi behøver ikke endnu en gang at opfinde ”den dybe tallerken”. Det er bare med at komme i arbejdstøjet. Det er bare med at komme i gang. Det kan kun gå for langsomt.
Endnu en gang hurra for DOF og tak, fordi man her formåede at fange mediernes bevågenhed ved hjælp af tal, som mange andre for længst kunne have gjort brug af, og fik belyst problematikken.
F.Ø.