Den 2. november var der skovfugleprøve i Stenbjerg Klitplantage.  Der var pænt med snepper, men de var ikke så nemme at få hold på.

 

Tekst og foto: Kristoffer Frandsen.

 

Jeg har siden barnsben været dybt fascineret af sneppen og af jagten på disse så smukke fugle. Jeg erindrer i barndommen, hvor min far kom hjem fra jagt og hængte bundter af den lille brune fugl på gavlen. Der var noget magisk over de lange slanke vinger og det flotte næb; intet under at den omtales som Pans budbringer.
Ingen anden fugl stiller så store krav til samarbejdet mellem hund og fører, men ofte er det sneppen, der dikterer slagets gang. Vil den holde for hunden, eller løber den som en kun en gammel fasankok kan? Det er og bliver en jagtform, der er de få forundt.
Det er måske lidt jagt for feinschmeckere, der ikke går så meget op i antal på paraden, men mere selve det og gå på jagt og alle de dejlige oplevelser, der følger med. Jeg er i hvert fald blevet ”smittet” af sneppejagten i sådan en grad, at skulle jeg vælge én jagtform fremover, så blev det denne!

 

Henrik og Ally i slip

Henrik og Ally i slip, flankeret af skytte Jesper Lousdal.

 

Derfor var glæden stor, da Dansk Kennel Klub på hundeweb annoncerede en Skovfugleprøve som brugsklasse i Stenbjerg d. 2. november 2017. Det har altid været et stort ønske, siden jeg fik min første hund, at kunne stille på en Skovfugleprøve.
Jeg fik meldt ruhåren til og dagene frem mod prøven gik hurtigt. Jeg valgte og tage en overnatning på Stenbjerg Kro, da turen fra Odense, ellers kunne blive lidt lang en torsdag morgen.
Som altid før en prøve, så sover jeg ikke ”fantastisk”, og denne nat blev ingen undtagelse. Spændingen er med til og skærpe vores sanser, så en lille smule nervøsitet er altid godt.
Jeg fandt hurtig mødestedet og blev mødet af prøveleder Jørgen Lund Thomsen, dommer Uffe Jakobsen, der selv er passioneret sneppejæger, skytte Jesper Lousdal og terrænleder Niels Lynggaard Sørensen.
Sjældent er jeg blevet mødt af en så lun og munter stemming til en prøve, og den stemning varede ved hele dagen, så stor ros herfra til de ansvarlige for at gøre dagen uforglemmelig.
Der var kun tilmeldt fem hunde, hvoraf den ene desværre blev trukken på selve dagen. Det undrer mig, at der ikke er tilmeldt flere til sådan en prøve i sådanne flotte terræner, men det kræver i mine øjne også en hund lidt udover det sædvanlige og blive præmieret på en Skovfugleprøve.
Måske er den fornemste prøve og blive præmieret på, den stiller ihvertfald større krav til samarbjedet mellem hund og fører end de resterende prøver, vi har herhjemme. Jeg tror at, hvis man skulle være præmieret på en Skovfugleprøve for at komme i avlsregister, så var der meget større tilslutning til prøverne og på sigt ville det måske gøre vores hunde endnu nemmere at arbejde med.
Jeg har sjældent sluppet hunden til første slip i flottere omgivelser. For en fynbo med jagt i Svanninge Bakker, så er det noget af et terrænskifte, men en udpræget sand fornøjelse at opleve en ægte jysk klitplantage.
Vi måtte desværre sande, at det var én af de dage, hvor fuglene var meget vilde og desværre ikke holdt for hundene. tre ud af fire hunde havde chance til en eller flere snepper, men de er på visse dage en udfordring, for selv en erfaren sneppehund. Vi fik en fin kritik, og dommer Uffe Jakobsen gav alle hunde rigtig meget slip-tid. Omkring en time til flere af deltagerne og da selve afprøvningen var slut, fik de, der ville have mulighed for at slippe hunden, et ekstra slip; fornemt!! Nullah og jeg havde chance til fugl i alle tre slip, men vi må “på den igen” for præmieres på en skovfugleprøve, det skal vi!

 

Frokost i det fri

Frokost i det fri med Jørgen Lund og Niels Lynggard forrest.

 

Jeg kan kun varmt anbefale at stille på en skovfugleprøve. Det er en stor udfordring for både hund og fører, og “makkerskabet” bliver virkelig sat på prøve. Man har ikke samme kontrol over hunden som på en markprøve, hvor man kan se hunden 99% af tiden. På Skovfugleprøven er det hunden der skal selvstændigt skal kontake dig og derved vise, at den jager for dig.  Skulle hunden møde hårvildt må man stole på sin fløjte, så den kan kaldes af eller endnu bedre vise naturlig respekt.
I skrivende stund er sneppejagten i fuld gang  og hunden og jeg er afsted to – tre gange om ugen efter de smukke fugle. Ca. 30 stande for sneppe er det blevet til, og hvis skydningen havde været lidt bedre, havde vi fået hver tredje fugl.
Selvom man har regnet ud, hvor sneppen vil løfte, så er den en sand mester i at finde en flugtvej, der ikke giver mulighed for sikker skudafgivelse. Og deri ligger en stor del af udfordringen; som jeg siger til mine jagtkammerater: Jeg vil hellere skyde en sneppe for hunden end en stor hjort fra en hochsitz!

 

Deltagere og dommer

Deltagere og dommer. Fra venstre Jørgen med Esben, Kristoffer med Nullah, dommer Uffe Jakobsen, Ingeborg med Joy og Henrik med Ally.